Brevkassen

[Kalanchoe]

Kære Brevkasse!

Jeg har i den grad brug for jeres råd/vejledning.

Jeg har gennem 1 år boet sammen med min mand. Jeg har børn fra tidligere ægteskab i alderen 10 - 16 år, som bor fast hos os. Han har en datter på 10 år fra tidligere forhold, som er hos os hveranden weekend + ferier. Derudover venter vi nu også et fælles barn.

Mit problem er flg.:

Når hans datter er hos os i weekender og ferier, ja så glemmer han mig totalt. Fra hun træder ind af døren, og til hun bliver kørt hjem igen, drejer alt sig om hende. Hvad hun gerne vil, hvad hun godt kunne tænke, hvad hun måske godt kunne tænke sig, hvad hun mangler, hvad hun ønsker sig and so on.
Hun bliver af sin far vartet totalt op konstant, bliver hele tiden keret om, taget hensyn til. underholdt, spurgt til, snakket til osv., og der bliver aldrig sagt nej, eller vent lidt, eller lige et øjeblik. Han er om hende og for hende hele tiden og konstant alle døgnets timer.
Da det jo også er mit hjem og mine weekender og ferier, har jeg indimellem forsøgt at sige, at jeg godt kunne tænke mig lidt voksentid også, at jeg ville blive glad, hvis der også indimellem blev taget hensyn til, hvad der betyder noget for mig, hvad jeg godt kunne tænke mig eller gerne vil.
Her bliver min mand så meget, meget vred; siger at jeg er jaloux og burde gå til behandling, at han vil have lov til at være sammen med og nyde sin datter på sin måde, at jeg ødelægger alting osv.
Og selvfølgelig kan jeg lave en masse med mine egne børn og veninder; men jeg ville også så utrolig gerne have lidt tid sammen med min mand i disse dage, som jo egentlig skulle være dejlige fridage.
Derudover bliver jeg så utrolig ked af, at han slet ikke har lyst til lidt tid med mig, at han ikke har et behov for også at være med mig, at han fint kan koble mig fuldstændig fra - endda uden på nogen måde at savne mig og vores ting/tid.
Når hun så er kørt hjem; ja så kan jeg godt bruges igen.......
Det skal siges, at selv om jeg også elsker mine børn utroligt højt, og de er mit guld, ja så har jeg altid valgt at prioritere min mand og vores tid sammen meget, meget højt; dels fordi jeg elsker ham, og dels fordi jeg lærte under mit tidligere ægteskab, at det er nødvendigt, hvis forholdet ikke skal drukne i al "børneriet".
Hvad skal jeg dog gøre; jeg er dybt ulykkelig.................

[Hanne Bovbjerg]

Kære Kalanchoe
Din mands reaktion overfor hans datter har intet med dig at gøre, og hans kærlighed til dig ændre sig ikke fordi han "glemmer" dig, men der er noget helt andet på spil.
Sådan som du beskriver din mands adfærd tyder det på, at han et eller andet sted har en dårlig samvittighed over, at han har været med til at opløse hans datters oprindelige familie, og derfor ikke kan være fysisk til stede i hendes dagligdag. Det betyder ikke, at han fortryder at det var det der skete, og det betyder heller ikke, at han ønsker livet anderledes end det er nu.
Din mand savner sin datter, og det prøver han at råde bod på, når I egentlig skulle være sammen alle sammen og være en ny familie.
Savnet kobineret med samvittigheden er to forklaringer, på det du er tilskuer til.
Måden at løse det på er først og fremmest at tale om det der sker, uden at det er en anklage, men blot en åben dialog. Derefter ville det være en god idè, at dele jeres tanker og forventninger med hinanden:
Hvordan vil I gerne være familie?
Hvordan skal jeres parforhold være?
Hvordan skal jeres week-end og ferier være?
Ved at kommunikerer med hinanden, kan I måske finde frem til flere gode løsninger, f.eks. at din mand har tid alene med sin datter, på et tidspunkt hvor det passer godt ind i jeres fælles planer.
_________________
Mange hilsner
Hanne Bovbjerg
www.hannebovbjerg.dk

[tomasfriis.dk]

Kære Kalanchoe

Jeg er meget enig i det Hanne har skrevet til dig - og vil blot tilføje en enkelt ting. Når DU har et problem med jeres parforhold, så har din mand også et problem - uanset om han selv kan se det.

Men det tyder ikke på at han er parat til at se det lige nu, så du kan evt. gå en omvej; Jeg vil foreslå dig at få en neutral part indover jeres proces - fx. ved at gå i parterapi.

Hvis din mand insisterer på at det DIT problem => DIG der skal i terapi, så kan du måske lokke ham med ved at forklare ham at DU har brug for at han kommer med, som en hjælp i DIN proces. Altså at det ikke er ham, der skal "fixes" men at du har brug for hans hjælp til at løse det, der er dit problem (selvom det faktisk er jeres)

Mange hilsner

Tomas
_________________
Tomas Friis
Mande- og Parterapeut
www.tomasfriis.dk