Brevkassen - Kone med depressioner på 3. år
Vis foregående emne :: Vis næste emne  
Skrevet af
MitProblem
IndlægSkrevet: Tors jul 08, 2010 10:09 am    Emne: Kone med depressioner på 3. år

Hej
For snart 3 år siden fik min kone og jeg vores første barn. Sammen med vores elskede barn, fik min kone også en depression. I første omgang håbede jeg på, at det bare var en uligvægt i hendes hormonballance.
Men vores liv har siden første fødsel været præget af hendes ustabilitet. Depressionerne udløser ofte meget store vredesudbrud fra min kone, som sagtens kan vare hele dagen. For snart 9 måneder siden fik vi så barn nr. 2. Hvor smart det var, kan så diskuteres.
Det skal også siges, at min kone har nogle gode perioder, men jeg føler at hendes nede perioder fylder mere og mere i mit liv og bevisthed. Når jeg kører hjem fra arbejde, tænker jeg hele tiden på "hvad kan jeg nu forvente, når jeg kommer hjem", "hvilket humør er hun i". Det går også meget ud over børnene, som ofte får skæld ud for bare de mindste ting, som det gør. Det sidste halve år, har hun fået anti drepressiv medicin, men der er store problemer med, at finde noget som virker.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg elsker mine børn over alt på jorden, og det ved jeg også, at hun gør. Alle vores problemer, har også gjort, at jeg har isoleret mig fra min vennekreds, for de skal helst ikke vide, hvad vi går og tumler med i privaten.
Nu overvejer jeg, om jeg skal forlade hende før jeg selv bliver trukket helt ned. Men jeg vil ikke undvære mine børn bare en enkelt dag, og jeg er også bange for, hvordan min kone reagerer psykisk, hvis jeg forlader hende. Og vil hendes uligevægt gå endnu mere ud over børnene. Jeg føler, at vi synker mere og mere ned i et dybt hul. Jeg ved ikke om, dette brev er et spørgsmål om hjælp, eller om det bare er for at få lettet mit hjerte. Er der andre, som sidder med samme problem? Jeg elsker stadig min kone, og jeg ville bare ønske, at hun får det bedre. Lige nu ser alt bare sort ud. Hvis jeg ikke havde mine børn, ved jeg ikke, hvad jeg ville gøre.
Hanne Bovbjerg
IndlægSkrevet: Tors jul 15, 2010 2:31 pm    Emne:

Kære MitProblem
Det er en voldsom begivenhed at få et lille nyt familiemedlem, og livet bliver på få timer vendt op og ned. Det I og alle andre nybagte forældre oplever er en livskrise, der på trods at alt det positive, også kan fremkalde gråd, angst for ansvaret, for livet og for døden.
I jeres tilfælde, vil det være meget brugbart at gå I parterapi, hvis jeres forhold skal bestå, og I ønsker at finde kærligheden igen.
I parterapi kan i blandt andet opnå:
At I begge får indblik i hvad der sker mellem jer.
At I får set på jeres egne følelser, mens partneren er til stede.
At I finder hinanden igen, og får øje på de ressourcer der også er.
Måske har din kone allerede været i terapi hos en psykolog eller terapeut, men det udelukker ikke værdien af parterapi.
Din kones medicinske behandling kan være en god løsning, men ændre ikke ved de grundlæggende tanker og følelser der udløste depressionen, derfor er det nødvendigt at supplerer med terapi.
_________________
Mange hilsner
Hanne Bovbjerg
www.hannebovbjerg.dk
tomasfriis.dk
IndlægSkrevet: Søn aug 15, 2010 9:56 pm    Emne:

Kære mitproblem

Det eneste jeg har at tilføje til det Hanne har skrevet er, at det er nu du har brug for at kunne tale med dine/ jeres venner.

Det er nemt nok at klare livet uden hjælp i solskin og medvind. Du kan ikke klare dit problem - som både er din kone depressions på dig direkte og på jeres familie alene.

Opsøg så meget hjælp og samtale med andre som du overhovedet kan SELVOM det er svært og måske føles skamfuldt.

Det er ikke svagt at bede om hjælp - det er det man gør når man har været for stærk for længe.

Du kan også opsøge en terapeut eller psykolog, hvis du har brug for mere hjælp til at klare den situation i er i. At være sammen med en, der har en depression, kan være ligeså psykisk og følelsesmæssigt belastende som at være sammen med en, der misbruger fx. alkohol eller andet.

Mange hilsner
Tomas
_________________
Tomas Friis
Mande- og Parterapeut
www.tomasfriis.dk
Vis ikke emner ældre end:   
Skriv nyt emne   
Side 1 af 1

 


3dskils
Hanne Bovbjerg (1955)

Psykoterapeut, coach og Sundhedsplejerske. Arbejder som selvstændig psykoterapeut med individuelle klienter, par og grupper. Har fokus på menneskets ressourcer, og det potentiale vi indeholder - også i krisesituationer, hvor overblikket er sløret af sorg og kaos. Gift for 2. gang, har 4 børn og 2 børnebørn.
hannebovbjerg.dk
Tomas Friis (1964)

Mande- og Parterapeut. Arbejder med kommunikation og adfærd individuelt og i parforhold og med maskulinitet, kønsroller og seksualitet. Både for Mænd og Kvinder med og uden børn, for kernefamilier og den moderne "sammenbragte" familie. Gift - og skilt - to gange og far til fire dejlige unger fra 2 til 17 år
tomasfriis.dk