Tvivlende
 Skrevet: Tirs jul 20, 2010 1:51 pm Emne: Snart far og forelsket i en anden.. |
|
Jeg er er kommet meget i vildrede med mit forhold og følelserne for min kone. – selvfølgelig på helt klassisk vis ved, at jeg har forelsket mig i en kollega.
Sagen bliver så yderligere kompliceret af at min kone og jeg venter vores første barn om ganske kort tid. ..
Lad mig starte med at slå fast, at jeg selvfølgelig ikke forlader min kone på dette tidspunkt – det er simpelthen ikke en option, for det kan man simpelthen bare ikke. Men situationen er selvfølgelig rådden, og tankerne farer rundt i hovedet på en.
Set i bakspejlet har jeg nok ikke været ærlig nok overfor mig selv i forholdet. Vi mødte hinanden for fire år siden, og herefter kørte tingene lige efter drejebogen, altså flytte sammen, bryllup og nu barn på vej. Den nuværende situation har selvfølgelig fået mig til at tænke meget over, om jeg har haft hjertet rigtigt med. Og det ærlige svar må være nej. Når jeg tænker over frieriet og brylluppet kom det nok lige så meget i stand pga. udefrakommende og min nuværende kones forventninger til, at det da var det, der skulle ske, mere end det egentlig var et brændende ønske fra min side. Men omvendt nærmede jeg mig jo en alder, hvor den slags er passende, og alt kørte godt med gode jobs begge to, og vi var jo det perfekte par. Så det var nok meget fornuftsbetonet fra min side. Og efter brylluppet er børn jo det naturlige næste skridt.
Forstå mig ret. Jeg elsker min kone, og alene tanken om, at jeg kan komme til at såre hende ved at ”følge mit hjerte” og ”forfølge min egen lykke”, gør mig helt ked og trist – men jeg er bare ikke forelsket mere på samme måde, som jeg kan mærke, at hun er – og hele tiden fortæller mig, at hun er. Men tænker jeg på, at hun vil skulle være alene – og i særlig grad om at opdrage et barn – bliver jeg både meget trist og rammes af dårlig samvittighed – kan man virkelig tillade sig at påføre andre den slags ting? Især en, som jeg jo inderligt holder af, men hvor den boblende kærlighed lidt er forsvundet…
Timingen har bare været så dårlig. Havde følelserne for min kollega dog bare realiseret sig inden, der var barn på vej for mit vedkommende, så ville alt have været så meget nemmere. Men omvendt er jeg kommet til at tænke på, om forelskelsen er et tegn på panik før lukketid, og om alt måske retter sig med barnets komme. For vi har ikke noget dårligt ægteskab. Udad til er vi det perfekte par, der altid har været gode til at grine og feste sammen, men også hjælpe, coache og støtte hinanden i alle forhold. Og indadtil har vi det jo godt sammen, vi er hinandens bedste venner og fortrolige, og kan man så i virkeligheden forlange mere? For vi har det jo godt sammen, der er ingen sure miner eller dårlig stemning, og der er ingen tvivl om, at vi vil kunne tilbyde de helt perfekte rammer for et lille barn. Kan man så også forlange, at der fortsat skal ære en brændende lidenskab, som der var ved begyndelsen? Og som jeg nu desværre oplever overfor og fra en anden kvinde?
Og så føler jeg mig som en rigtig dum skid, fordi jeg føler, at et lille nyt barn pludseligt er i vejen for mine egoistiske følelser, og intet menneske fortjener at blive modtaget på den måde.
Som sagt tænker jeg meget over situationen, men når hver gang frem til, at jeg ligger som jeg har redt, og at jeg skulle have taget beslutningen lang tid før (før barn og bryllup) og at jeg nu bare skal bide tænderne sammen – for det er det eneste rigtige at gøre. Og det er jo ikke noget dårligt liv. Der er, hvad der skal være, og det, man har stræbt efter.
I øvrigt kort om kollegaen. Det startede på klassisk vis med julefrokosten, og har så fundet et par gentagelser ved forskellige sociale lejligheder. Det kan vel bedst beskrives som en slags udvidet flirt, der har involveret kysseri (men ikke noget videre end det), og hver gang efterfulgt af et oprydningsmøde, men efter den sidste gang er det blevet udvidet med ivrig korrespondance med forelskelseserklæringer på Messenger. Hun er selv gift med to børn, så det er en rigtig møgsituation for alle parter, og vi er begge to egentlig enige om, at det ikke kan komme til at udvikle sig pga. alle de mennesker, vi vil komme til at såre. Og hvor lykkelig har man egentlig også ret til at være, hvis man gør en masse andre mennesker ulykkelige for at nå sin egen lykke? Og kan man nogensinde tillade sig at splitte familier for sin egen skyld? Og hvad med mig? Hvis man kan det, hvor gammelt skal et barn så være, før man må gøre det? Og er der overhovedet noget godt tidspunkt?
Min egen konklusion er, at tiden må vise, hvad der er det rigtige. Og at barnet måske kan puste liv i nogen af de gamle følelser for min kone igen,, som i virkeligheden er helt perfekt – jeg skal måske bare lige finde ud af igen, hvorfor det var, hun er det. Problemet er bare, at det ikke er det projekt, mine tanker konstant fokuserer på, men derimod på, hvordan ”det andet liv” kunne være, og på, hvornår det vil kunne blive realitet…
Parterapi er jo ikke rigtigt en mulighed, da det ikke er os som par, der har et problem, men mig som partner. .. Og da timingen lige nu er så dårlig, er min egen konklusion, at nu må jeg fokusere på fødslen og på, hvilke følelser, den eventuelt vækker. Men er situationen den samme nogle måneder efter, må jeg forholde mig til det til den tid… |
|
Hanne Bovbjerg
Skrevet: Lør aug 07, 2010 10:57 am Emne: |
|
Kære Tvivlende
Jeg hæfter mig især ved at du skriver, at du elsker din kone, så jeg er helt enig i din egen konklusion.
I forhold til din kollega, kan det være en god øvelse at adskille personen og forelskelsen. Er det din kollega du er forelsket i, eller er det de følelser du mærker, når du får hendes udelte opmærksomhed.
I forelskelsens rus ser og mærker du dig selv på en helt ny og livgivende måde, og det er det, der giver tvivlen. Den person du er forelsket i kender du lidt til, og ud fra dit kendskab danner du dig dit eget fantastiske billede - der ikke stemmer overens med virkeligheden.
Endnu en god opmærksomhed kan være, at tænke tilbage på, hvad det var du forelskede dig i, da du mødte din kone - kan du genkende det, eller er der håb om at genoplive det ?
Ingen forhold kan opretholde en evig forelskelse, men i de gode forhold afløses forelskelsen af kærlighed.
_________________
Mange hilsner
Hanne Bovbjerg
www.hannebovbjerg.dk |
|
