Utroskab og skilsmisse

[inca]

Hej

Min kone har været mig utro. Jeg kunne mærke det med det samme. Hendes adfærd var forandret og jeg vidste egentlig også nok, hvem hun var utro med. Mobiltelefonen som altid lå fremme var ofte skjult og indenfor hendes rækkevidde og var nu sat på lydlys.
En dag gjorde jeg det, som jeg aldrig ville gøre, men jeg måtte bare ha´vished. Jeg kiggede hurtig på hendes sms´er og ja den var god nok. Hun har en affære med hendes kollega/leder.

Jeg følte mig skuffet, frusteret og knust. Min første tanke var at konfrontere hende, men jeg kunne mærke at det ville bare ende i et skænderi, hvor jeg og hende ville sige en masse ting, som vi ikke mente.

Jeg har løbet nogle lange ture... meget lange... for at tænke det hele igennem.

Som jeg ser det har jeg tre muligheder:

Skynde at finde mig en elsker også.
Skilsmisse pga. utroskab.
Tilgive hende og starte på en frisk
_________________
livet er trods alt skønt...

[inca]

Jeg havde ikke mere plads, så jeg forsætter i denne.

Første mulighed er at finde en ny kæreste. På den måde kunne jeg blive bekræftet, men det har egenlig ikke lyst til, da det er min kone jeg elsker.

Skilsmisse er en mulighed. Dybest set er det ikke til at leve med utroskab. Den tillid der er brudt skal bygges op igen og kan den det? En anden ting er, at vi har et fælles barn på to år. Det gør mig så ked af det at tænke på, at hun skal være skilsmissebarn. I min verden er skilsmisse den næststørste sorg man kan give et barn. (Forældrenes død den største). Jeg føler, at vores barn skal have det bedst, og det føler jeg at hun har ved at have far og mor, som det er idag.

Tilgive min kone. Helt sikkert en mulighed også i forhold til barnet. Samtidig er jeg også klar over, at jeg ikke kan leve mit liv på løgn, hvis utroskaben forsætter. Det er nytteløst at leve i et forhold, hvor den ene måske ikke elsker den anden.
_________________
livet er trods alt skønt...

[inca]

Hvorfor utroskab???

Vi har været igennem et meget opslidende fertilitesprogram. I et af forsøgene mistede vi tvillinger. Efter 3 år lykkedes det at få vores barn. I denne ventetid isolerede vi os med vores sorg over at vi ikke kunne få børn. Alle fik børn rundt om os og vi havde ikke nogen i samme situation at snakke med. Set tilbage var det en forkert beslutning at isolere sig, men det var det, som min kone ønskede og kunne håndtere.

Vi blev gravide og vi var glade omend min kone var ekstrem angst for at der skulle ske barnet noget under graviditeten.

Vi fik vores barn, som nu er 2år og 2mdr. Barnet blev født for tidligt (8uger) og vi var indlagt på sygehuset. Heldigvis gik det godt og efter 3 uger kunne vi komme hjem med vores lille guldklump.Det gik rigtig godt de første to mdr. Alt var godt, da vi jo havde fået vores længe ventet barn.
Efter to mdr. kom panikangsten igen for min kone. Dette gik ud over vores barn, som bl. a ikke fik love at sove ude, da der så kunne ske noget. Vuggedød osv.
_________________
livet er trods alt skønt...

[inca]

Forsætter...
Min kone fik diagnosen fødselsdepression og hun havde en del tvangshandlinger, som hun udførte, så hun ikke følte, at der skulle ske noget grimt. Hun kom med i nogle selvhjælpsgrupper ved kommunen. Det var hun glad for, men rykkede ikke på hendes "sygdom". Samtidig startede hun på psykologbehandlinger. Det første sted var ikke godt. Hun fik bare at vide at hun skulle holde op med hendes tvangshandlinger. Det hjalp ikke noget, for så selvfølgelig kunne hun ikke det. Efter 10 behandligner fandt vi en anden psykolog. Her blev hun behandlet for angst. Hun fik det lidt bedre, men efter 10 behandlinger stod hun ligesom i stampe. Vi kom ind ad af bagvejen ved en supergod psykolog, som man normalt ikke kunne komme til. Hun fik det taktvis bedre og slap ligeså langsomt af med angsten og tvangshandlingerne. For en mdr siden var hun efter sigende rask. Hun har det nu godt og er glad, og jeg tænkte det er dejlig at have den kone tilbage, som jeg giftede mig med for 7 år siden.

Da hun fik det godt - fik hun også lyst til livet igen. Hun ville gerne feste og griber gerne muligheden for at feste hele natten. Det har jeg egentlig ikke noget imod for er hun glad er jeg også glad.
_________________
livet er trods alt skønt...

[inca]

I weekenden fortalte hun mig, at hun var træt af det trivielle hverdagsliv. Vasketøj oprydning. Hun havde mest lyst til at drikke sig fuld og feste hele natten og ikke skulle tage stilling til noget. Ligesom da man var helt ung. Dette kulminerer jo noget med at have et 2-årigt barn...som jo giver en vis dagligdag, som man næsten ikke kan undgå at skal igennem.

Vi talte om, at det kunne være en "personlig" krise, som følge af at hun nu endelig er fri af sygdommen, og nu ser sig i den situation, at hun ikke har oplevet noget i 5år som følge af isolationen og derfor i ekstrem grad har lyst til at mærke friheden.

Måske kommer sidespringet også her ind i billedet? Det er jo frihed og spænding modsat hverdagen. Men som hun siger, så har vi altid haft en godt sexliv. Hun får altid orgasme og hun kan komme på flere måder og vi har altid kunnet snakke om vores behov.
_________________
livet er trods alt skønt...

[inca]

Dette blev et frygtlig langt indlæg, men måske blev det netop et terapiform for mig at skrive mig ud af det, så må I altså bære over med de frygtelig lange indlæg.

Grunden til at jeg skriver her, og ikke snakker med mine venner, er, at jeg som følge af isolationen har mistet hele mit netværk, som jeg havde før. Jeg skulle være sej og få vores parforhold til at køre igennem alle kriserne, men nu står jeg bare tilbage uden noget netværk og dybest set ved jeg ikke, hvad vej jeg skal gå.

Hvis jeg gør det forbi, så er jeg også bange for at min kone for et tilbagefald angstanfald/tvangshandlinger. Min kone får formentlig forældremyndigheden og skal primært tage vare om barnet og kan hun det? Hvor meget vil vores barn lide, hvis jeg ikke er der til at tage vare om barnet?

Dette er der måske ingen, der kan svare på. Jeg håber bare, at der nogen der kan give lidt feedback/råd. Hvad der end sker så går livet jo videre..

D
_________________
livet er trods alt skønt...

[inca]

Vi havde planlagt et børneforsøg til August. Noget som vi havde glædet os til. Dette har min kone ikke lyst til mere. Dette er jo i konflikt med hendes nye frihed/elsker.

Jeg er idag 33 år og har jo et eller andet sted også "mistet" 5 år af mit liv, da mit liv er gået med at kæmpe for parforholdet. Måske vil det være bedre for mig at få en ny kæreste/kone - et andet liv. Jeg drømmer nok om helt almindelig familieliv og jeg føler måske også at det kunne være bedre at komme videre nu end om 10 år. Jeg vil jo gerne have flere børn og en kone der elsker mig og mener det...
_________________
livet er trods alt skønt...