hvad er rigtigt og hvad er forkert - også oprettet i brevkas

[gæst1]

Har været gift i 15 år har 2 børn (10,2). Føler det hele er gået i stå og jeg ikke orker forholdet mere. Jeg går på arbejde, henter barn - den store kommer selv. Laver mad, rydder op, vasketøj, slår plænen, ordner haven hjemmet alt. Betaler alt hus, mad,tøj til børn osv. Vi snakker ikke meget, kun dagligdagsting, hvis det er. Ingen sex siden den lille blev lavet. Manden er førtidspensionist og går derhjemme, men jeg føler ingen hjælp i hjemmet - ikke engang opvaskemaskine er fyldt/tømt, når jeg kommer hjem.
Skal siges vi begyndte at få problemer, da jeg lige havde fundet ud af, jeg var gravid. han ville gerne flytte til udlandet. Jeg sagde egentlig ok ville give det en chance, men har efterfølgende tænkt meget frem og tilbage og nogle dage siger jeg nej det går ikke. Jeg vil ikke kunne finde et job med god løn, manden har kun sin førtidspension. Børnene vil jeg ikke kunne hjælpe i skolen pga sprog, jeg ikke kan.Andre gange siger jeg til mig selv ok, jeg skal nok klare mig alligevel, men alt inde i mig skriger NEJ. Jeg er tryghedsnarkoman. Har her hus, som jeg fortsat gerne vil beholde, et arbejde, som jeg har haft i mange år og glad for osv.
Min mand siger jeg sætter arbejde og børn før ham. Jeg mener han sætter hans familie før mig og børn. vi kan ikke snakke om problemet sidst jeg spurgte ham hvad med os, så han overrasket ud og sagde, hvad mener du ?! Så en eventuel skilsmisse vil komme som en overraskelse. Synes jeg har givet froholdet mange chancer, men andre gange kommer jeg i tvivl. Ved ikke længere om jeg elsker ham. Har fået tilbud fra en gift mand om at blive "bolleven"/ elskerinde, det er fristende, man har jo også et behov. Og ville egentlig passe mig fint - har pt. ingen intentioner om at finde en anden, vil bare være mig selv sammen med børn og kun tænke på os.Ved eventuel skilsmisse vil jeg satse på at overtage huset.Hvad gør jeg ? Tror manden vil få svært ved at klare sig - kan ikke lave mad , ingen økonomisk sans. Vil sige han nok også føler sig mindre "mand" fordi han er opdraget til at det er manden som klarer alt og her er det omvendt.
_________________
hvad er rigtigt og hvad er forkert?
_________________
hvad er rigtigt og hvad er forkert?

[mjensen]

ved godt det er lidt tid siden du har skrevet dit indlæg....

Der er ingen der skal finde sig i hvad som helst. Har du overvejet at snakke med ham om hvordan du har det, og at du bliver slidt op af at skulle tænke på alle andre end dig selv, når du ikke får noget igen af ham ? At hvis han syntes du skal være "kvinde" for ham, så må han i det mindste også være "mand" for dig.

Jeg kan sagtens følge dig i at det måske ville være nemmere hvis det bare var dig og børnene, da det lyder til at han på nuværende tidspunkt ikke tilfører jeres dagligdag noget særligt positivt. Men min erfaring er, at de tanker om at det så bare er dig og børnene ikke helt holder i virkeligheden. For at han vil altid være børnenes far og han har jo også sine rettigheder. For mit vedkommende, havde jeg samme tanker, men vidste nok godt inderst inde at min eksmand aldrig ville affinde sig med at se vores datter hver 14. dag, så vi har nu en 50/50 deling, og det er bare så ubeskriveligt hårdt at skulle undvære hende. Jeg siger ikke at derfor ikke er det værd, for det kan det jo godt være. Men det er noget du skal mærke efter inde i dig selv, og aldrig lade andre tage beslutningen for dig.
_________________
jensen