Brevkassen

[LL]

Jeg er så en af dem der gik fra min mand for 1½ år siden, næsten fra den ene dag til den anden. Vi har kendt hinanden i 11 år og været gift i 5. Har to børn på 7 + 11 år.
Jeg vågnede op en dag og var totalt tom inden i. Som om jeg havde indset, at jeg bare fulgte med uden at stoppe op og føle efter. Jeg gik ud fra, at jeg elskede min mand som man skal, men opdagede at det gjorde jeg ikke. Han har altid været god ved mig og vores børn og gjort meget for os, men kærligheden var væk. Derfor kom det også som et chok for ham, at jeg ville skilles!!!!!

Han var virkelig ked af det og var helt nede!

Vi aftalte at dele børnene 7/7, hvilket jeg var imod og mente jeg skulle have dem 9/5, men han er en god far og jeg kunne ikke argumentere for, hvorfor jeg skulle have dem mere end ham, udover den faste base.

Jeg selv følte lidt af en lettelse over at være mig selv, men samtidig var der stor forvirring over at jeg ikke havde noget sted og bo og flyttede rundt nogen måneder med vores børn når jeg havde dem, men fandt til sidst en udmærket lejlighed til os.
Vi arbejder nogenlunde sammen nu og har heldigvis stadig de samme værdier over for vores børn.

Mit problem jeg længe har kæmpet med, er den ufattelige dårlige samvittighed jeg har!!!! Tænk jeg har ladet en person, som ikke gjorde andet end at elske mig, så ulykkelig og ladet ham gå igennem sådan en gang lort, bare fordi jeg er egoistisk. Og mine to elskede børn…. De har kun deres mor (ja, jeg ved det er egoistisk at tænke sådan) hver anden uge… De har nu taget det rimeligt og klarer sig godt, men den uge jeg ikke har dem, savner jeg dem så ufatteligt! Nogen uger har jeg det fint med det og andre hænger det bare som en tung sky over mig.
Det er som om at når jeg så får dem hjem, forsvinder alle mine bekymringer også kan jeg trække vejret igen.

Jeg har mødt en ny mand for 8 mdr. siden og vi har det rigtig godt sammen. Børnene har mødt ham og har også taget godt imod ham ( de har selvfølgelig adskillige gange kommenteret, at de savner mor og far sammen, hvilket sårer min kæreste dybt, da han føler han ikke slår til).
Men vores liv går jo videre…jeg ville bare så gerne af med den dårlige samvittighed, der tynger min hverdag så meget….Hvad gør jeg??

[Hanne Bovbjerg]

Kære LL
Der er flere gode argumenter for, at en skilsmisse er den rigtige beslutning, hvis der ikke er kærlighed i forholdet. Jeg vil skrive nogle af dem, og du vil straks kunne mærke, hvis der er et udsagn/spørgsmål, der giver dig det svar du har brug for:
Har du tænkt over, hvordan det må være for et barn, at vokse op hos en mor og far der ikke elsker hinanden ?
Som forældre er vi rollemodeller for vores børn, og viser vi dem, at vi godt kan leve uden kærlighed, vil de tage det med sig, når de skal have familie.
Det er i dette liv du skal mærke, hvordan det er at elske et andet voksent menneske og hvordan det føles, når kærligheden bliver gengældt.
Hvis du valgte at blive hos en mand du ikke elskede, hvordan skulle han så få kærligheds-oplevelsen ?
Hvad er det positive ved at have dårlig samvittighed ? Dit umiddelbare svar vil være: "ingenting", men dvæl lidt ved spørgsmålet, og se hvad der dukker op.
_________________
Mange hilsner
Hanne Bovbjerg
www.hannebovbjerg.dk

[tomasfriis.dk]

Kære LL

Dårlig samvittighed kan du egentlig kun bruge til en ting: Det bekræfter at du er et ordentlig menneske med empati.

Men det er ikke din SKYLD at han er trist og at børnen er ulykkelige ind i mellem. Så længe vi gør det vi gør på den bedst mulige måde og af ordentlige mortiver, så ER der ikke nogen skyld. Det betyder ikke at der ikke er kedafdethed og sorg og andre svære følelser - for det er der. Nogle gange gør livet ondt og det er svært at leve med.

Det dine børn har brug for er at blive rummet. At de har lov til at være kede.

At din kæreste ikke føler han slår til fortækler mig at han ikke har forstået sin rolle; han er den "tredie betydende voksne" - IKKE forældre. Begrebet bonus far/mor er i mine øjne misvisende, hvis den anden forældre er en aktiv del af ungernes liv. Så er de nye kærester lige præcs det: Kærester og "betyde voksne" - og hverken du, ungerne, eksen eller kæresten selv behøver at have forventninger udover det.

HVad du skal gøre: Noget "går over" eller finder sin rette plads af sig selv med tiden - men noget kan med fordel bearbejdes gennem fx. terapi. Din krop kan også nogle ting - du skriver:

Det er som om at når jeg så får dem hjem, forsvinder alle mine bekymringer også kan jeg trække vejret igen.

Prøv at vende det om. Når du har brug for at få en pause fra bekymringerne, så brug dit åndedræt Træk vejret dybt ned i maven, langsomt og længe - og mærk hvad det gør ved dig mens du gør det. Hvis du reagerer følelsesmæssigt (bliver ked fx) så bliv ved alligevel - du risikerer at det går over og ro og fred indfinder sig i stedet.

Mange hilsner

Tomas
_________________
Tomas Friis
Mande- og Parterapeut
www.tomasfriis.dk