kan man finde sammen igen efter skilsmisse ??

[mjensen]

Denne er også i brevkassen, men skriver det lige herinde også, for jeg er virkelig ret fortvivlet og i panik over eventuelt at have truffet en forkert beslutning og hvordan det påvirker mit barn !

Jeg fik for næsten 4 år siden en datter med min daværende mand. Vi havde været sammen i 10 år, og havde det bare super godt med hinanden, så det var bare drømmen der blev til virkelighed. Efter vores datter blev født følte min mand sig meget usikker i forhold til at skulle tage sig af dette barn og det gjorde at han trak sig meget væk fra os. Efter ca. 8 måneder hvor jeg havde stået med det hele, kom han ligesom med i ”kampen” igen, og jeg oplevede denne nye frihed som en enorm frigørelse og kunne jo nu gøre alle de ting jeg ikke havde kunnet i laaanng tid. Jeg havde i den mellemliggende periode også tabt mig rigtig meget og fik en masse opmærksomhed udefra. Jeg forandrede mig fra at være den meget jordnære familieorienterede person der bare helst vil være hjemme til en der pludselig syntes at min verden var meget meget lille.

Det endte med at min mand for halvandet år siden sagde at han ville skilles og vi satte huset til salg. Det var jeg selvfølgelig super super ked af og gik flere gange i panik over at vi ikke skulle være sammen mere og prøvede at overtale ham til parterapi og lignende, hvilket han nægtede. Jeg fik psykologhjælp til at komme ovenpå igen (og det får jeg stadig). Da vores hus ikke blev solgt med det samme, blev vi boende sammen, og det gik fint, indtil jeg efter ca. et halvt år mødte en anden mand, som jeg syntes var spændende og indledte et forhold til ham. Det gav anledning til en masse ballade og det endte i at min mand og jeg blev enige om at han skulle flytte i lejlighed. (for ca. et år siden) og nu har jeg så levet sammen med den anden mand siden.

Mit problem er bare, at jeg STADIG er frygtelig ked af det hele tiden. Jeg savner min datter (som min tidligere mand har hver anden uge) frygtelig og føler stadig voldsom skyld overfor hende over at vi ikke kan tilbyde hende en opvækst med både hendes mor og far hele tiden. Jeg syntes det er frygtelig at hun også skal lide savn hele tiden, selvom hun har taget det hele ok. Jeg bliver stadig nogle gange i tvivl om det er det rigtige vi har gjort ved at gå fra hinanden. Det skal siges at jeg er faldet helt til ro igen og er ”mig selv igen”. Jeg søger ikke længere at ”opleve verden” og ville helst bare have mit familieliv igen. Jeg har talt med min tidligere mand om dette, og han har også flere gange sagt at han ikke er ovre det, og at han egentlig aldrig rigtig ønskede den skilsmisse, men bare ville have at jeg skulle få øjnene op for hvad der var vigtigt i mit liv.

Jeg ved ikke hvor meget af disse tanker der kommer af at jeg savner min datter så frygtelig meget, og stadig er ked af at min drøm om ”vores familie” er knust. Men jeg har jo stadig en ny kæreste og det forvirrer mig også at jeg kan have sådanne tanker om min eks, når jeg nu er sammen med en jeg holder af. Men kan det overhovedet lade sig gøre at finde sammen igen efter at have været skilt ?? Min tidligere mand siger at han er villig til at gå i parterapi, og at hvis vi beslutter at det er dette vi vil, så må vi se mulighederne og ikke begrænsningerne. Det skal her lige siges at vores sexliv var nærmest ikke eksisterende siden vi fik vores datter, måske hovedsagelig grundet de forhold jeg beskrev i starten. Når jeg snakker med ham nu eller ser ham, vækker han ikke umiddelbart noget begær i mig og det er også mange år siden det sidste er sket, og i mange år var sex mere pligt end lyst for mig. Jeg ved ganske enkelt ikke hvad jeg skal gøre, for jeg kan ikke regne ud hvor meget af mine følelser og brændende ønsker om at kunne skrue tiden tilbage, der er forårsaget af det afsavn jeg lider halvdelen af tiden når min datter er hos sin far. Og hvor længe der det normalt at have sådanne tanker og følelser ?? Jeg har haft det sådan i halvandet år nu, og jeg syntes ikke det bliver lettere med tiden !!

Jeg har nu holdt ferie i en uge, hvor jeg ikke har set min datter og skal først se hende igen om en uge, og jeg har bare helt i panik !! Jeg har været ude at rejse, men har slet ikke kunne slappe af og nyde det fordi jeg tænker sådan på det hele og er ked af det, og frygter vi har truffet en forkert beslutning om at blive skilt… og hvis vi ikke har det, hvad skal jeg så gøre for at kunne affinde mig med situationen og acceptere at det er sådan det nu engang er ??
_________________
jensen

[JOAN]

hej det er ikke let, men du skal huske at tænke på dig selv, og finde ud af hvad du vil, du siger at du ikke bliver vækket af begær, af dit barn's far.

du siger også selv at du savner din pige når hun ikke er hos dig, men husk at hun har det godt hos hendes far. og at hun ikke lider skade, selv om i ikke bor sammen.

vil du bo sammen med en bare for din skyld, så du har en "Alm." familie. eller vil du bo med en du elsker, selv om du så må dele din datter med hendes far.

du bliver nød til at tænke på dig selv, og finde dig selv inde under alle de tanker.

jeg har selv haft mange tanker om at det vil være letter med deres far, men vil jeg bo som vi gjorde inden at han flyttede , så er svaret nej.

men det er ikke let at være alene med ungerne, men jeg vil hele have det godt, end at bo med en jeg ikke elsker mere.

jeg ser kun ungerne i 2 og 3 dage på lidt over 3 uger, da jeg er i praktik, og ikke kan holde ferie, det var ikke let i den først uge med jeg glæder mig for vi skal noget her i weekenden.

husk at finde det gode i at i kan tale godt sammen og finde dig selv, for lige meget hvad skal du huske dig selv, og ikke tænke på andere , pas godt på dig selv.
_________________
fra joan